Ruds begravelseskapel

1)Gitteret ind til gravkapellet (Foto: Jean)
2) Borchard Ruds morforældre
3) Borchard Ruds forældre    
4) Borchard Rud og hustru
(Foto 2,3 og 4, Anders Munk)
Klik på billedet for at se det
i større  format
Halsted kirke 018.JPGBorchard Ruds morforældre.jpgBorchard Ruds forældre.jpgBorchard Rud og hustru.jpg
Kapellet
På skibets nordside findes et gravkapel for Sæbyholms ejere opført af  Borchard Rud i 1636 1). I den moderne blændingsgavl sidder to gamle sandstenstavler. På den østre læses over de tilhørende våbenskjolde "De Ruder de v. Papenheim" og under skjoldene "Disse woben ere Borchard Rud t.Ottersl. og Sebyga. færne oc morne". På den vestre står der "De Rosenkranser de Gyldensterner", under skjoldene "Disse woben ere f.f. Hilwig Rosenkrans t.Ottersl. og Sebyg, færne og morne".  Kapellet har til hver af de tre sider et dobbeltfalset vindue, hvis rundbue er nymuret. Gesims og trappegavl er opført 1870. På gavlen står i jernbogstaver H H R (Holck-Hardenberg-Reventlow) 1870. Nedenunder  B R H R K (Borchard Rud, Hilwig Rosen Krantz) 1636. Kapellet er sat i forbindelse med kirkens skib ved en stor rund murbue. En bred trappe, der nu er spærret, har ført fra skibet ned i gravkælderen. Kapellets åbning ind mod kirken er lukket med et gitter i bruskbarok fra 1643, antagelig et arbejde af Hans Gudewerth den Yngre. Foran gitrets fire stolper står fire drabanter. De forestiller samtidige krigsknægte. Til venstre to pikenerer, den ene i rustning, begge bærer pikenerhjelm og i højre hånd har de en pike. Den tredje er ved krudthornsbandoler kendetegnet som musketer.I højre hånd har han muligvis holdt en musket eller en forketgaffel til støtte for denne. Yderst til højre står en ryttersoldat i rustning med pikenerhjelm på hovedet og sværd ved siden. Hans hoved er fornyet. Over gesimsen udfyldes arkadens halvcirkelformede åbning af tre topstykker, et stort i midten og to mindre ved siderne, alle formede som åbne kartoucher med spir og hjelmede våbenskjolde. Herunder læses navnene Hilarius Rhudt og F(ru) Margrethe v. Papenheim i midten og Burchardus Rhudt og F(ru) Hilvig Rosenkrans på siderne.
 
 Mindetavler
1) På kirkevæggen over indgangen til kapellet har Borchard Rud opsat en tavle med tak til kongen for tilladelse til at indrette kapellet. 2) Indmuret i kapellets vestvæg ses en tavle med denne indskrift: "Efter Kongl. Mayst. Bevilling haver jeg Borchardt Rudt bekostet og ladet gøre denne Udbygning og Capel til en Begravelse og Hvilested for mine afgangne Forfædre, Fader og Moder, saa og mig og min Hustru og haver dertil givet Aarligen= Pund Byg 1 Tønde 2 Skæpper og Ti Specie Daler 4 Skilling, til at holde Capellet og Begravelsen vedlige med, og hvad som ikke blev anvendt der paa, da skal det øvrige efter mit Brevs Formelding gives til de Fattige. Medens dersom nogen fordrister sig at forflytte vores Liig, og ei vil lade dem nyde tilbørlig Hvile, indtil Gud Selv os med alle troe Christne opvækker, den skal vide, at han gør imod Guds Befaling og al christelig Ret, fordi ingen skal gøre andet enten imod de Levende eller Døde, end de selv ville hendet og have. Og efterdi jeg med stor Umage og Bekostning haver ladet dette Hvilested til mine Fædre og mig beskikke vil jeg have enhver formanet, at de den og os urørt lader staae, paa det Guds Trusel og Straf ikke skal ramme paa dig, som omtales hos Jeremias i det 30. Cap.:16 v: De som berøve andre skulle blive berøvede, og de som tage Bytte skulle blive Bytte. Dette haver jeg ladet udhugge til en Paamindelse paa det ingen her imod skal forgribe sig, men undgaa Guds Straf. Anno 1646."  

  
Gravsten 
I nordvægen ses to gravsten og i østvæggen en. 1) T.v. i nordvæggen: Gravsten over Borckhardt van Papenheim til Sebygaardt "som Gud kallede the(n) 23. August An(no) 1590" og hustru fru Bergitte Falster, død 24. aug.1586 "och begge theris kierre Søn Frederich van Papenheim". Mellem parret, han i rustning med en fjerprydede hjelm ved sine fødder, hun i lang elegant kjole, ses et lille relief af deres afdøde søn. Rundt om parret ses de 2x16  hjælmede anevåben og omkring stenen er indfældet en ramme med slægtsnavnene. 1) 2) T.h. i nordvæggen: Gravsten, som bærer denne tekst : "Her liger begraven ærlige og velbyrdige Mand Hilarius Rudt til Otterslefgaard, M. Jørgen Rudt Søn født på Widbyegaard Paaskedag 1555 som Gud kaldede den 13de Juli 1618 på Sebyega(a)rd. Gud give  hannem med alle tro Christne en glædelig og ærefuld Opstandelse. Her ligger begraven ærlig og velbyrdige Frue til Sebygaard s. Borchard von Pappenheims Datter født på Hørsholm den 1ste September 1561 som Gud kaldede den 24. Februar 1619 paa Sebygard. Gud give hende med alle tro Chistne en glædelig og ærefuld Opstandelse." 2) Også dette par indrammes af de 2x16 anevåen, adskilt af tværbånd med slægtsnavnene. 3) I kapellets fornemste væg, østvæggen ses et gravminde med denne tekst: "Her ligger begraven ærlig og velbyrdig Mand Borchard Rhudt til Otterschløf og Sebygaard salig Hilarii Rhudt Søn, født på Sebygaard d. 2den Januar 1592 som Gud kaldede paa den -16- Gud alsommægtigste give hannem med alle Guds udvalgte en glædelig ærefuld Opstandelse og Himmelfart. Her ligger begraven ærlig og velbyrdig Frue Helvig Rosenkrans til Otterschløf og Sebygaard salig Jacob Rosenkrans datter født på Kerstrup den - 16 - Gud alsommægtigste give hende med alle Guds Udvalgte en glædelig ærefuld Opstandelse og Himmelfart". 2) 

1) At "have sine 16 (32, 64 etc.) aner" betyder i adelsgenealogien, at samtlige en persons aner i 4. (5., 6. etc.) led er adelige. Gennem aneprøven kan dette bevises. Er blot én uadelig, falder hele generationen og alle foregående bort. Mange adelige slægtsbøger opstod i 1500-t. og 1600-t. af hensyn til aneprøven.     Den Store Danske Encyklopædi 2) Min afskrift af afskrifter, som kan ses i kapellet, let korrigeret ud fra oplysninger i Danmarks Kirker Maribo Amt s. 614.   Døren til krypten Se artiklen "Dør til prædikestol"   Krypten  I krypten under kapellet står 11 voksne og 4-5 barnekister. Flere af dem er lagt i magasinkasser, fordi de er temmelig ødelagte.   

2) Min hovedkilde til beskrivelsen af Ruds Kapel er Danmarks kirker, Maribo Amt, udgivet af Nationalmuseet.  


Borchard Ruds samtid 
Borchard Rud, gravkapellets bygherre var en adelsmand af sin tid. Det nye dannelsesideal for en adelsmand kom sammen med ortodoksiens sejr til at sætte sit præg på hans liv.  
Tidens dannelsesideal  Fromhed og ridderlige færdigheder var indtil slutningen af 1500-tallet det vigtigste mål med en ung adelsmands opdragelse, men for adelsmænd i Borchard Ruds generation gjorde nye idealer sig gældende. Nu kom den lærde dannelse i højsædet. Adelsmanden skulle kunne deltage i en lærd konversation på fransk, tysk og også gerne italiensk, han skulle have alsidige kundskaber og indsigt i udenlandske forhold. Derfor fik han først en grundig undervisning derhjemme som barn. Den tjente til at gøre ham velforberedt til den dannelsesrejse, han som ung mand skulle ud på, ledsaget af en vejleder, for at suge lærdom til sig ved Europas betydelige universiteter. 
 
Rettroenhedens triumf  Den reformatoriske lære vandt hurtigt indpas blandt de lærde teologer i Danmark. Både bisper og professorer havde været i Lutherbyen Wittenberg at studere, og derved opnået en fælles lærdom.  Mange danske gejstlige og i særdeleshed adelen var dog stærkt tiltrukket af calvinismen. Calvinisme er betegnelsen for den del af reformationen, som fik sit navn efter franskmanden Jean Calvin (1509-1564). Calvinismen er blandt andet karakteriseret ved sin bibeltro holdning. Derfor holdt Calvin fast ved De ti Buds billedforbud (2. Mosebog kap. 20, v. 4) medens det er forsvundet hos Luther. Også i opfattelsen af nadveren adskilte Calvin sig fra Luther. Vel var nadveren et helligt sakramente, men den var ikke midtpunktet i gudstjenesten. Den blev opfattet som en del af kirketugten, noget, man skulle gøre sig fortjent til. Derfor var der i de calvinske kirker heller ikke noget alterbord og ingen krucifikser. I begyndelsen levede de forskellige reformatoriske bevægelser side om side, men ved reformationsårhundredets slutning, vandt en streng lutherdom, ortodoksien terræn, og den bortdømte calvinismen  som ren kætteri.  
Borchard Rud - en adelsmand af sin tid
Borchard Rud til Sæbygårg og Utterslevgård blev født den 2. januar 1592 på Sæbygård, som godset Sæbyholm kaldtes på den tid. Han var søn af Margtrethe f. Papenheim og Eiler Rud. Borchard Rud fik en grundig undervisning i hjemmet og blev som 15 årig sendt på en elleve år lang dannelsesrejse med Mester Hans Birch som hovmester. De besøgte alle de de betydelige universiteter i Europa, og han tilegnede sig også praktisk viden om agerdyrkning, digeanlæg, vandledninger og bygningsvæsen. Han var derfor særdeles veluddannet, da han i 1618 vendte hjem til Sæbygård. Tre uger før hjemkomsten var hans far død, så nu var det Borchard Rud, der skulle overtage  godserne Sæbygård og Utterslevgård.Året efter døde moderen. I 1620 ægtede han Helvig Rosenkrans, datter af Jakob Rosenkrans til Kjærstrup og kort efter  indtrådte han i hæren og deltog som fenrik i Christian IVs  uheldige felttog til Tyskland i 1626. Nogle år senere blev han land- og krigskommandant for Lolland. Sidst i 1630erne udnævntes han til kommandant for Nakskov, rimeligvis fordi kongen ville drage nytte af hans ekspertise under det påbegyndte arbejde med Nakskovs befæstning. Borchard Rud forstod i fuldt mål at udnytte sine kundskaber til bedste for sine godser. Han afvandede Sæbygårds marker og forvandlede sumpede og stenede stykker til god agerjord. Med vidtstrakte digeanlæg skærmede han markerne ved Avnede strand mod oversvømmelse ved højvande. Dengang strakte Nakskov fjord sig helt ind til Halsted Kloster.  Almuen var dybt skeptisk overfor det, der foregik på Sæbygård. Det gik vist ikke rigtigt til! Mon det dog var helt ved egen hjælp, at han havde opnået de resultater, som var så synlige? Mon ikke han fik hjælp fra fanden selv? Den dybe grav til vandledningen var sikkert en løngang, som Borchard Rud benyttede til stævnemøder med den onde. Den sorte majestæt stod da vist også bag opførelsen af digerne. Man så ingen og kendte ingen, som udførte arbejdet, så det var nok fanden, der dermed betalte for at Borchard Rud havde forskrevet sin sjæl til ham.  Forklaringen var, at Borchard Rud fik sine soldater i Nakskov til at gøre arbejdet, men for at de ikke skulle slide med det hårde arbejde i sommervarmen, udførte de det om natten. Når det var så nærliggende at mistænke Borchard Rud for at stå i  pagt med den onde selv, kan det skyldes, at han havde påført sig en retssag med kirken, fordi han i overensstemmelse med sin calvinske bibelopfattelse havde foretaget ændringer på den altertavle, som hans forældre havde skænket Utterslev kirke. Midterpartiet på Eiler Ruds og Margrethe Papenheims altertavle bestod af et krucifiks. Det lod Borchard Rud i troskab mod sin calvinske tankegang fjerne og erstatte af en tavle med De ti Bud i den calvinske inddeling med billedforbudet som en del af det første bud (2. Mosebog kap. 20, v. 4) . En ny prædikestol havde Borchard Rud også skænket kirken. På den havde han ladet male nadverritualet  i den calvinske kirkes udgave. Da biskop Hans Mikkelsen kommer på visitats i Utterslev i 1629 konstaterer han ved selvsyn dette åbenbare brud på den rette lutherske lære. Biskoppens forgænger i embedet var blevet afskediget  fra sit bispeembede i Odense på grund af calvinske tilbøjeligheder, så Hans Mikkelsen var meget ivrig efter at dokumentere sit rette lutherske sindelag. Han forelagde sagen for enkedronning Sofie, der havde Lolland-Falster som sit livgeding og senere for Christian IV, som indstævnede Borchardt Rud til Herredagen i København den 24. maj 1630   med advarsel om, at han skal "lide og undgælde" , hvis lov og ret gik ham imod. I bevidsthed om, at andre havde mistet gods og embede og havde endt deres dage i fængsel for mindre forseelser mod den rette lære, rettede Borchard Rud ind, genindsatte krucifikset i altret og lod den calvinske indskrift fjerne fra prædikestolen. De ti Bud blev skrevet efter Luthers anvisning og ophængt på kirkevæggen. De sidste otte år af Borchard Ruds liv blev præget af sygdom. Han led af gigt og podagra, og selvom han opsøgte tidens absolutte ekspertise, hjalp det ham ikke. Tidens lærde mand professor ved Københavns universitet Ole Worm blev kaldt til Nykøbing for at tilse Prins Christian. Den anledning benyttede Borchard Rud til at lade denne højt anerkendte mediciner hente  til Sæbygård, men heller ikke han kunne stille noget op, og den 20. januar 1647 sov han ind i døden efter at have modtaget nadveren. På sin dødsdag kaldte han alle sine folk sammen og pålagde dem at tjene hans hustru trolig og vel, og han bad sin hustru om at lønne folkene vel,hvis de tjente hende vel. Hun var så grebet af "Hjertens sorg og Besvimelse", at hun måtte føres fra sygeværelset. Begravelseshøjtideligheden for Borchard Rud fandt sted i Nakskov kirke. Knud Eriksen Pontoppidan, som var præst i Halsted prædikede ved hans kiste og ligprædikenen blev udgivet på tryk. Kisten blev derefter indsat i kapellet i Halsted kirke. Det må formodes, at kisterne fra begyndelsen er anbragt i kælderen under kapellet.   Efterskrift Stående foran kapelgitteret og med de store gravsten for de militærisk afbillede mænd og de fornemt klædte fruer for øje, er man ikke i tvivl om, at her er vi tilbage til Christian IVs tid. Borchard Rud havde fået en opdragelse og uddannelse, som lignede kongens, og hans selvbevidsthed har ikke ladet kongens noget efter. Samtidig får man indtryk af et menneske, som har været forankret i sin gudstro, og som var omsorgsfuld for sin hustru og sine folk. Ikke desto mindre har rygtet om, at han stod i ledtog med den onde klæbet til ham, og det lever stadig.  Den daværende ejer Ida Augusta Hardenberg Reventlow lod i 1856 den gamle gård nedrive og en ny opføre. Til trods for, at der altså ikke var noget tilbage af de bygninger, Borchard Rud havde beboet, har jeg hørt adskillige fortælle, at der på det Sæbyholm, de kendte,  var et værelse med en stor blodplet, som ikke kunne vaskes af. Den stammede fra Djævelens besøg ved Borchard Ruds dødsleje. Blodplettens historie var den, at den onde kom for at kræve sin ret til Borchard Ruds sjæl. Borchard Rud  modsatte sig Djævelens krav, og der opstod en voldsom kamp, hvorunder Djævelen satte sine kløer i Borchard Rud, så blodet sprøjtede op ad væggen. Den blodplet lod sig ikke vaske af eller dække, hvad man så end prøvede med, og på ladens gavl kom til at stå I A H R, hvilket betød : I Al Helvedes Riger. Djævelen havde altså sejret! I dag er intet tilbage af Sæbyholm, også laden med initialerne I A H R, som ikke står for I Al Helvedes Riger, men i al fredsommelighed for Ida Augusta Hardenberg Reventlow, som lod det sidste Sæbyholm opføre. Men fortællingen om Borchard Ruds pagt med djævelen og om den endelige kamp, som resulterede i den blodplet, som ganske bestemt var at finde i et værelse på gården, for den kunne ikke forsvinde, den lever.   --- Min hovedkilde til Borchard Ruds historie er C.C. Haugner Sønder Herreds Historie og Nørre Herreds Historie.