På Tårnrummets nordvæg hænger epitafium over Knud Erichsøn Pontoppidan (død 1662) og hustru Anna Christensdaater skåret 1657 i ”Henrik Werners manér” ligesom korgitteret.  På storfeltets sider står ”Mådehold med kande og kalk”, og evangelisten Johannes med kalk. Personerne på storfeltets maleri er provsten og hans hustru med henholdsvis søn og svigerdatter ved deres side. De to kvinder har en lille pige foran sig. Alle knæler. Foran ses i svøb otte nyfødte døde børn.

Om de mange dødfødte børn beretter sagnet: Efter at præsteparret havde fået en levendefødt søn, kom en dag en mor og bad præsten kaste jord på hendes dødfødte barn. Da dette stred imod datidens skik, sagde præsten nej. Da konen på sine knæ gentog sin bøn, stødte præsten til hende med foden og tilføjede hånligt, at man kunne lige så godt kaste jord på en hundehvalp. Så rejste den ulykkelige mor sig og forbandede præsten med ønsket om, at hans kone kun måtte føde dødfødte børn. Herefter fødte præstekonen i otte år otte døde børn. Nu skiftede præsten sind og kastede jord på et dødfødt barn. Dette hævede forbandelsen og hans hustru fødte en levende datter. Da præsten senere lod epitafiet male, forlangte han, at maleriet skulle fremstille ægteparret, som det så ud før forbandelsen og efter at forbandelsen var hævet, og at resultatet både af forbandelsen og af dens ophævelse skulle anbringes foran præsteparrets dobbeltportræt. De to præstepar skulle altså være Knud Erichsøn Pontoppidan og hustru som unge og som dem, der er blevet ældre og klogere på Gud og mennesker.